Skip to content

Planteskolepotter der er miljøvenlige

Planteskolepotter købt gennem os er ubrugte planteskolepotter (med undtagelse af vores 1,3 og 3 liters potter) fra et nedlagt gartneri´s varelager. Derfor kan vi tilbyde Danmarks bedste pris og samtidig god kvalitet.

Hvis du vælger at købe planteskolepotter hos os, i stedet for at købe dem nyproduceret et andet sted, så gør du noget godt for miljøet, og medvirker til at der bliver produceret mindre plastik.

Alle potterne er lavet i stærkt UV-bestandigt plastik, og kan sagtens bruges år efter år. Det gør godt for pengepungen og miljøet.

 

Hvilken størrelse planteskolepotter skal jeg bruge?

Du skal til at potte nogle planter, men ved ikke hvilke størrelser potter du skal anskaffe.
Jeg vil give dig nogle guidelines som du kan gå ud fra.

Størrelsen på potten til en plante afhænger af flere ting. Det afhænger f.eks. af plantens størrelse og hvor stor den potentielt kan vokse sig.
En stor plante skal have en tilpas stor potte som kan holde på planten så den ikke vælter i uvejr. Selvom planten står i drivhus eller indenfor skal potten stadig have en tilpas størrelse.

 

En for lille potte skal ofte vandes. En for stor potte giver problemer

Pottens størrelse har også betydning for hvor tit du skal vande.

En for lille potte kan ikke holde vand så længe og planten skal derfor vandes meget ofte. Desuden vil den ikke have plads til at udvikle sit rodsystem, og vil have dårlige vækstvilkår.

En for stor potte kan holde meget vand, men planten udnytter ikke vandet fuldt ud. Det giver øget vandforbrug fordi meget af vandet bare fordamper da der ikke er rødder nok til at optaget det. Et andet problem er at ikke alt vandet vil fordampe, men vil heller ikke blive optaget af planten. Det betyder at der vil være konstant fugtigt i pottemulden hvilket kan resultere i svampeangreb.

 

Det her er den optimale størrelse planteskolepotter

Folk som har grønne fingre og erfaring kan hurtigt spotte om en plante har en for stor eller for lille potte. Hvis du er i tvivl så regn med at planten skal være 1 til 2 gange så stor som potten. Det kommer bla. and på hvor tæt bevokset planten er og hvor stærke eller tunge grene den har.

En tomatplante og en rhododendron på samme højde behøver f.eks. ikke samme størrelse potte. Da en rhododendron er kraftigere og tættere bevokset skal den have en større potte end tomatplanten.

 

Så ofte skal du omplante

Det er en god ide at ompotte planten når den er blevet for stor til potten så den trives bedst muligt. Det må forventes at der skal ompottes af flere omgange for de fleste planter. Hurtigvoksende planter (som f.eks. tomatplanter) skal ompottes oftere end langsomt voksende planter.

Når du ompotter så skal den nye potte minimum være en finger bredde større/bredere hele vejen rundt. For hurtigvoksende planter må det gerne være to eller tre fingerbredder større/bredere hele vejen rundt.

 

Tænk økonomisk og miljøvenligt

Det kan være fristende at plante i en alt for stor potte for at slippe for at ompotte senere. Der er dog flere grunde til at det ikke er en optimal løsning.
Som nævnt før vil en for stor potte betyde at du skal bruge mere vand og at der er en større risiko for svampeangreb.

Set fra et miljømæssigt og økonomisk synspunkt er det ikke kun øget vandforbrug som er problematisk. Det er også det øgede forbrug af pottemuld.
Pottemuld er hovedsageligt lavet af sphagnum som er en naturresurse der graves op af moser. Ved at bruge den rette potte størrelse formindsker du brugen af pottemuld. Dermed gør du noget godt for både din pengepung og miljøet.
Hvis du bruger en for stor potte, vil pottemulden miste næring over tid. Det betyder at du senere kan risikere at pottemulden må udskiftes eller at der må gødes. Kunstgødning er ikke særlig miljøvenligt at producere og er heller ikke miljøvenligt hvis det ikke anvendes korrekt.

 

Så nemt er det at omplante/ompotte en plante

Når planten skal i en nye potte, så kan det være en fordel at gøre det en dag hvor der ikke er fuld sol og 30 grader. Man kan godt komme til at rykke nogle rødder over i processen. Det svækker plantens evne til at optage vand i en lille periode indtil den er kommet sig over omplantningen.

Du kan evt. give planten lidt vand inden du begynder. Det gør det nemmere at få planten ud af potten.

Måden du får den ud af potten er ved at vende planten om på siden eller på hovedet. Så trækker du potten af den mens du har fat i planten. Pas på hvis det er en spinkel eller skrøbelig plante som ikke kan holde til for meget tryk på stammen. Til disse kan du prøve at ryste planten ud og trykke lidt på siden af potten samtidig for at presse den ud.

Find en større potte, og hæld lidt pottemuld i bunden. Placer planten på pottemulden så det passer med at toppen af plantens rodklump er lidt under toppen af potten. Når planten står som den skal, så er det bare at hælde pottemuld omkring den. Pres derefter pottemulden lidt ned langs kanten.
Sørg for at planten er plantet lige så dybt som før.

Vand planten tilstrækkeligt. Det gør ikke noget at den får lidt ekstra vand lige efter plantning. Den skal selvfølgelig ikke have for meget vand så jorden står og er konstant fugtig.